mandag den 29. oktober 2007

Dresscode

En slags institut? Et hospital? Bag ruderne anes der personer. Måske patienter/ indsatte? På første række to af dem som i zoologien kalder sølvrygge, siddende som om de hang på et værtshus. På bagerste række en mønsterbrydende kvinde, noget som man havde en diagnose for dengang. De forskellige kyser og kjoler viser åbenbart en rangorden?

tirsdag den 16. oktober 2007

Lokale dignitarer



Efter frokosten måske? Nr. 1 & 2 er tydeligvis storbønder i en diskussion om malkepigers vs. køkkenpigers fortæffeligheder. Nr 3, dåsefabrikanten er bekymret over den truende afskaffelse af børnearbejde. Nr. 4, med de knyttede hænder, har netop fået afslag på nye bibler og ser frem til en ny dags elevtugtning med spanskrøret i morgen.



Men muligvis læser jeg for meget ind i billedet. (Fundet på bagagerumsmarked i Skanderborg).

søndag den 14. oktober 2007

Carl Th. Dreyer-udsigt


Vi hopper lige tilbage i tiden til omkring 1. verdenskrig. Et husmandssted med kombineret beboelse og stald (Tag den, samtalekøkken). På bagsiden: "Bedstemor Katrine med Niels p., Ejvind, Agnes og William." Man har prøvet at få det hele med på dette billede. Folk, gård og jord. Måske har man haft penge til ét billede hvert 20. år. Og så skulle det godtnok også udnyttes. Tænk over det næste gang du irriteres over at du allerede igen har brugt 2 gigabyte på kortet til dit digitalkamera.
Resultatet er at menneskene er blevet små figurer i det store billede. Hvilket de jo dengang også var. Disse mennesker har sikkert ikke haft problemer med jobs man kun er i indtil man finder "det man virkelig har lyst til at lave". Eller hvilken farve Ipod man skal vælge.

Sådanne landbrug findes ikke mere. I dag er der kun landfabrikker tilbage. Store produktionsanlæg med hundredevis af grise/køer, etc. det bliver passet af en deltidsmedarbejder.

torsdag den 11. oktober 2007

En landevej anno 1970


Denne slide ligner fuldstændigt et pladecover for et indieband anno 1996. Eller et Chemical Brothers album. Billedet udstråler ikke ligefrem positivitet. Det er efterår. Ingen smiler. Bilen er så hvid. Og solbrillerne så....mørke.
I baggrunden iler der et postkasserødt folkevognsrugbrød og en boble til for at lysne lidt op på tingene.

Dame med bil og mand?

Samme kvinde og samme bil som nedenunder. Denne gang med en mand. Lidt for gammel til at være en kæreste/ mand, så jeg tror det er hendes far. Måske er bilen lige købt? Noget af en første bil at få.
Jeg tror muligvis at det er Skanderborgvej i Århus vi er på og vi ser ned mod centrum.

onsdag den 10. oktober 2007

Første forladte foto

Det første forladte foto er faktisk et diapositiv fra omkring 1970. Jeg fand en flyttekasse fyldt med Kodak Carousels (cirkelformigt diasmagasin) på et loppemarked i Hundslund ved Odder. Da min kæreste var med, turde jeg kun købe to Carousels. :-)

Jeg ved ikke hvad det er for en bil på billedet, men den ser rimelig cool ud. I baggrunden ser vi en eller anden også ret sej Ford. Kan nogen supplere med lokaliteten? Risskov måske?